Britpop — wiki om britpop
Good times and catchy tunes pointed the way around the shoegazer aesthetic.
Britpop var stor i 90'erne. Suede, Oasis (Definitely Maybe), Pulp, Blur (Parklife, 1994), The Verve og Radiohead satte dagsordenen — for musiksalget, for moden og for indtagelsen af pints. Britpoppen voksede ud af den britiske indie-undergrund (læs mere her om indie rock), men blev hurtigt et markant kommercielt faenomen. Den engelske lyd, der kendtegende britpoppen, bygger dels paa letgenkendelige melodier og guitarflader.
Britpoppens rødder
Britbop er naturligvis influeret af Beatles, men ogsaa 60'ernes Kins, Mod-bevaegelsen — The Who, The Small Faces, 70'ernes glam — David Bowie, Roxy Music, punk og new wave (fx Madness & Elvis Costello) og The Smiths alternative guitarpop. Roedderne var arketypisk britiske — og det var ogsaa derfor saa faa af disse bands og kunstnere opnaaed mainstreamstatus paa det amerikanske marked.
Oasis til Roskilde Festival 2009
Britpop-bandet Oasis spillede til Roskilde Festival 2009. Det var en koncert, der i den grad delte vandene. Berlingskes udsendte anmelder betegnede Oasis-koncerten som spild af tid — titlen lød sågar, at Oasis burde skamme sig. Jyllands-Posten var mere tilfreds, og det samme var én af Danmarks musikbloggs, nemlig Earcandy. Læs mere her om Oasis til Roskilde Festival 2009.
Klassiske britpopalbums
Definitely Maybe
Oasis' debutalbum udgivet 30. august 1994. Definitely Maybe blev produceret af Oasis selv i samarbejde med Mark Coyle, Owen Morris og Dave Batchelor. Definitely Maybe stroeg lynhurtigt til tops paa de britiske hitlister og modtog syvdobbelt platin. Oasis-debuten var det bedst saelgende debutalbum nogensinde.
Musikere — Liam Gallagher; Noel Gallagher; Paul "Bonehead" Arthurs; Paul McGuigan; Tony McCarroll – trommer
Parklife
Parklife er Blurs tredje album, der fulgte op paa det noget skuffende 2. album Modern Life Is Rubbish. Parklife blev udgivet 25. april 1994. Albummet solgte firdobbelt platin i UK. Musikere paa Parklife — Damon Albarn; Graham Coxon; Alex James; Dave Rowntree.
Morning Glory
Oasis 2. album. Udgivet i oktober 1995. 347.000 eksamplarer solgt i loebet af den foerste uge. Paa globalt plan har (What's the Story) Morning Glory solgt op mod 20 millioner eksemplarer. Morning Glory blev optaget i Rockfield Studios i Monmouth
Andre banebrydende britpop-albums: Second Coming, Mosely Shoals, Urban Hymns, All Change, Everything Must Go, Stanley Road, Different Class
Britpoppens moderne arvtagere
Det danske band Venice betegner sig selv som liggende genremæssigt et sted mellem organisk (post)britpop og glam rock. Læs evt mere her — 'Organisk post-britpop med et tvist af glam rock. Blogindlægget på bloggen om ny musik ledte til at forsangeren for Venice, Morten Kistrup, reflekterede lidt over genrebetegnelsen på Venices egen blog.
Oasisbroedrne Noel & Liam Callagher
Litteratur om britpop
John Harris Britpop!: Cool Britannia and the Spectacular Demise of English Rock 2004
Presseklip om britpop
"Man finder næppe mere britisk musik end den, Leeds-bandet Kaiser Chiefs spiller. Godt nok opkaldt efter et sydafrikansk fodboldhold, men med musikalske rødder dybt nede i britpop , modkultur og en medrivende sans for melodier og omkvæd, man kan råbe med på. Det nye album »Off With Their Heads« har ikke solgt så godt som forgængerne, men sange som »Never Miss A Beat« sætter garanteret fut i Vega i København torsdag aften." (Børsen, Niels Pedersen 12-02-09)"
"Luke Haines var sanger i The Auteurs i perioden 1991 til 1999, og nu har han udsendt bogen "Bad Vibes: Britpop And My Part In Its Downfall", hvor han dokumenterer gruppens rolle i den populære Britpop -bølge. The Auteurs debuterede i 1993 med albummet "New Wave", der blev nomineret til en Mercury Prize, og med det og det efterfølgende album "Now I'm A Cowboy" kom gruppen med i genren af bands, der blev refereret til som Britpop . De opnåede dog aldrig samme succes som eksempelvis Oasis eller Blur, og efter nogle udgivelser, hvor de bevidst gik væk fra genren, gik de i opløsning i 1999." (Gaffa, 08-01-09)
"… Labour takkede imidlertid pænt nej tak til tilbudet. Partiet foretrækker tilsyneladende flaterende udtalelser fra Oasis- fremfor konkret indblanding i partiets politik fra ivrige popstjerner. Måske fordi Labour har erfaring ud i velmenende popstjerner ikke behøver at være et plus for partiet. I 1980'erne opstod sammenslutningen Red Wedge, hvor en lang række store, engelske popstjerner drog på valgturné med Labour. Kampagnen skaffede dog hverken flere stemmer til Labour eller øgede popstjernernes pladesalg. Denne gang har Labour valgt at blive opfattet som en del af en tidsånd. Britpop og Swinging Londons genfødsel, er hvad Labour slår på, når de skal forsøge at ramme de unge vælgere. Ved valgmøder for Labour kan man nu høre Boo Radleys' Wake Up Boo!'. fremfor stolte arbejdersange. Selvfølgelig er det ikke Tony Blair selv, der har stået på hovedet i pladesamlingen for at finde hippe popsange, der kan ramme den nye, engelske tidsånd. Den musikalske rådgiver er Alan McGee, leder af Englands største uafhængige pladeselskab Creation Records. Dette er ikke noget hvilket som helst pladeselskab. Det er her, Oasis, Boo Radleys og en række andre toneangivende grupper hører hjemme."
Pop og politik, Aktuelt, 1997
"Samtidig har Robert Smith, den altdominerende leder og det eneste medlem siden begyndelsen i 1976, lidt kryptisk udtalt, at Bloodflowers ville være en flot afslutning. Under alle omstændigheder er det bemærkelsesværdigt, at denne gruppe fra Crawley allerede har overlevet næsten 25 år i konkurrence med pop, punk, grunge, hiphop, britpop og triphop. Det handler selvfølgelig om sanges kvalitet og holdbarhed. Men en forklaring er også, at Robert Smith trods en konstant udskiftning af bandmedlemmer aldrig har taget konsekvensen og udsendt album i sit eget navn. Han har stædigt holdt fast i bandformen og et bandnavn, som han faktisk aldrig har været specielt vild med. Regulære fyringer Men han foretrak det fremfor Easy Cure, som var navnet på det band, Smith i 1976 dannede sammen med bassisten og guitaristen Michael Dempsey, der hurtigt skulle forsvinde ud af billedet"
Rockmusikkens fem moerkemaend, Jyllands-Posten, 2000
"…patos i britpoppens succes, og nød især at iscenesætte Blur vs. Oasis som en moderne pendant til opgøret mellem The Beatles og The Rolling Stones. Og både Blur og Oasis var tilsyneladende helt med på spøgen. De to vidt forskellige bands var lige ærkebritiske. Oasis med sine Beatles-rødder forvaltet som hooligan-slagsange. Blur, der i den meget britiske Kinks-tradition fortalte udsøgt ironiske fortællinger fra de stive overlæbers klasseopdelte land. Med The Great Escape nåede Blur et højdepunkt, men måske var det også en titel, der sendte bandet i tænkeboksen. I hvert fald vendte sin generations bedst begavede poporkester pludselig hele Cirkus Britpop ryggen. Blur dukkede op igen med den kantede rockplade af samme navn. Look Inside America hed et af numrene og at kigge Amerika i kortene var lige præcis hvad de fire briter havde gjort. Amerikanske alternative kunstnere som Tortoise, Pavement og Beck var blevet aflyttet, men resultatet var yderst egensindigt. Blur erklærede sig musikalsk selvstændige fra såvel den amerikanske inspiration som fra den britiske provins. Og pladekøberne var parat til at tage imod det nye Blur. Med den vilde og vanvittige video til Song 2 som murbrækker blev Blur overraskende nok gruppens hidtil største album."
Lykketal: 13, Politiken, 1999
"Da The Beatles og The Rolling Stones i begyndelsen af 60'erne udkæmpede deres gevaldige slag om publikums gunst trak de et større antal bands med sig, og et af de mest markante i de år, var the Kinks- anført af Ray Davies, der for eftertiden er blevet udnævnt til britpoppens godfather. Mens mange andre bands leflede for tidens strømninger kunne intet- og slet ikke jagten på ussel mammon- få Ray Davies og Kinks til at gå på kompromis med deres markante holdninger om det samfund, der omgav dem, og dikteret af denne indstilling udgav bandet i sidste halvdel af tresserne op gennem halvfjerdserne en lang række sange med helt klare politiske budskaber. Dette har i perioder haft en negativ indvirkning på bandets brede popularitet, men det har ikke anfægtet Ray Davies. The Kinks eksisterer stadig. Mere eller mindre."
Fortælleren Ray Davies, Jyllands-Posten, 1998
Den Tredje Mand fra 1949 er blevet valgt til alle tiders bedste britiske film. Det er Det Britiske Filminstitut, som har stået for afstemningen, der havde deltagelse af 1.000 mennesker med tilknytning til filmens verden. Den helt store triumfator blev dog David Lean med seks film på listen, heraf tre blandt de fem øverste. Den danske filminstruktør Thomas Vinterberg er efter sin dogme-film Festen ikke blot blevet et eftertragtet navn i den internationale filmverden, også i musikkens verden er der bud efter ham. Han har således i disse dage ved at lægge sidste hånd på en musikvideo for et af Britpoppens store navne Blur. "Jeg blev kontaktet af deres manager, der fortalte, at " drengene " havde set Festen og ville have mig som instruktør af deres næste musikvideo. Jeg har aldrig før lavet en musikvideo, men syntes, det kunne være skægt. Jeg stillede dog som betingelse, at vi først skulle mødes og se, om vi overhovedet var på talefod. Det var vi. De ligner en flok pubertetsdrenge, men de er søde, begavede og inspirerende, og vigtigst af alt: De stadig brænder for at lave god musik ", fortæller Thomas Vinterberg til Politiken.
Dogme-instruktør filmer for Britpop-stjerner, Politiken, 1999
"Men vævet ind i dette solide og kværnende fundament finder vi små melodistykker og improvisationer, overbygninger af intens instrumentlarm og en enkelt mystisk sangstemme. Det hedder sig, at The Cinematic Orchestra laver jazz til samplergenerationen, men det giver nok lige så meget mening at huske på en anden af Swinscoes oprindelige inspirationskilder: Noir-filmmusik fra 1960erne og 1970rne. Et sted mellem Miles Davis'sene, spartanske improvisationer og lyden af det store lærred befinder The Cinematic Orchestra sig i hvert fald, og " Motion " fungerer både som dunkel stemningsmusik og udgangspunkt for intens indlevelse. Næppe har støvet lagt sig, efter nedstyrtningen af britpoppens koryfæ Oasis, før jagten på nye håb for alvor går ind. Et spændende bud er Six By Seven fra Nottingham. Et ungt guitarrockband fra Nottingham, der allerede ved debuten i 1998 fik de britiske anmeldere til at hale de helt store fremtidsprognoser frem. Gruppen blev betragtet som værende i slægt med eksperimenterende enegængere i guitarland såsom amerikanske Mercury Rev. Hvad man får at høre på' The Closer You Get' er imidlertid et band, som har kastet alle fine følelser over bord og i stedet har leveret en rockplade, der affyrer små knaldhårde projektiler, der balancerer overbevisende mellem det øresønderrivende"
Rock m.m.: Det hårde håb, Politiken, 2000
"Så er Oasis ankommet til København. Bandet, der giver koncert i aften, har indlogeret sig på det hotteste hotel i København. Britpop -drengene fra Oasis har netop forladt det fashionable hotel Skt. Petri i det indre København. Gallagher & Co skal overnatte i det tidligere Daells Varehus, efter at de i aften har givet den gas i Falkonersalen på Frederiksberg, hvor de spiller fra kl. 21. Og det er her, bandet nu er på vej hen, for at holde lydprøve. Første gang Oasis gav koncert i Danmark var på Roskilde Festival i 1995. Dengang var bandet var aktuelle med albummet '(What's the Story) Morning Glory? Bandets seneste koncert i Danmark var i 2005 i Valby Hallen."
Her bor Oasis, Ekstrabladet, 2008
Tilbage til wikien om rytmisk musik
For nyheder om rytmisk musik vil vi anbefale Musikportalen musikblogs.dk
