Caroline Henderson

Caroline er en smooth operator, der forstår sig på et bredt spektrum af genrer. Caroline Henderson har saaledes bevæget sig fra Jazz til triphop og tilbage igen.

Jazzsangerinde, popskønhed, skuespiller, TV-præsentator og meget mere – Caroline Henderson har været markant omstillingsklar, siden hun begyndte at synge i jazzbands som teenager. I 1989 fik Henderson sit gennembrud som den dragende forsanger i popgruppen Ray Dee Ohh — og brød igennem endnu engang i 1995 med sit forførende og genrebøjende album ”Cinemataztic”, hvis triphop-finesse var et hit hos både musikfans og kritikere. Efter et kort forsøg som discodronning, er Caroline Henderson nu igen tilbage ved jazzen.

Hendes seneste album ”No. 8” er blevet lovprist af kritikere, og selvom jazzalbums sjældent kommer på hitlisterne I Danmark, så er dette her naeet en placering, der er bedre end sin titel. Albummet er også gået guld. Den ulastelige ”No. 8” har også hjulpet til med at cementere Caroline Hendersons position som international jazz diva som optræder verden over.

Henderson er velkendt som skuespiller i Spanien for hendes rolle i filmen ”Tuya siempre”, som vandt tre priser til Malagas filmfestival. Paa dansk har hun både optrådt i film, på scenen og været vært ved i en række jazzprogrammer på tv.

2009-udgaven af Boom Boom Magazine indeholder en featureartikel om Caroline Henderson.

Caroline Henderson — diskografi

Cinemataztic, BMG, 1995
Metaphoring, BMG, 1998
Dolores J - The Butterfly, BMG, 2000
Love or Nothin', 2007
No. 8, 2008

Anmeldelser af Caroline Henderson

Caroline Henderson overrasker, varmer og lyser op. Caroline Henderson fortsætter på sit ottende soloalbum sin fantastiske udvikling som en af vore mest spændende musikalske kunstnere i genrer, hun selv definerer og afgrænser. […] Med ankomsten af Caroline Hendersons ’No. 8’ er det længe ventede forår endelig ankommet, fuld af fristelser og fornøjelige faldgruber. Med denne smukke svensker har vi en sangerinde af verdensformat, der nu på fem album i træk har udviklet sig til at være en af vores mest spændende kunstnere overhovedet i musikken. Få nu hørt hende, inden resten af verden stjæler hende.

Caroline Henderson overrasker, varmer og lyser op. Anmeldelse af No. 8 i Politiken af Erik Jensen, 2008

Dristige arrangementer
Det kræver altså noget at gå Billie Holiday i bedene, men det fungerer, netop fordi [Caroline] Henderson investerer sig selv og vinkler materialet på sin egen måde. Og så er det noget af en øreåbner, at høre divaen give sig i kast med jazzificerede udgaver at Magnetic Fields’ ’There Will Be Time Enough For Rocking When We’re Old’ og Nick Drakes ’Riverman’. Henderson kan dog ikke tage æren for det vellykkede resultat alene, men må dele den med det lille, men udsøgte hold musikere under ledelse af Anders Christensen. Deres meddigtende spil og ofte dristige arrangementer og produktion er med til at gøre denne udgivelse til endnu en dunkelt funklende perle fra en sangerinde, der efter mange år i alle hjørner af genrespekteret virker, som om hun for alvor har fundet hjem.

Skrev Ekstrabladets Henrik Queitsch om Caroline Henderson-albummet No. 8. og gav fem ud af seks stjerner.

Anmeldelser / presseklip

"Hun ligner en engel. Caroline Henderson. Som hun kommer vuggende hen over scenen støttet af tonerne fra en spansk guitar. Så afbryder hun sin egen sang. Hendes hånd rører ved kroppen, der hænger i en sele ned fra loftet. Den giver åbenbart stød. På anden række betragter Tanja Cederholm sceneriet. Øjnene er knebet en anelse sammen, og hagen hviler på højre hånds knoer. Det er ikke første gang, hun er til prøve på et af sin søn, teaterdirektør og instruktør Nikolaj Cederholms, stykker."

Dagbog fra Dr. Dante: Engang brugte de bare noget gammelt ragelse, Politiken, 2001

Men også disse højttaljerede bukser er svære. De kræver tynde lår og pariserrumpe. Rundt om på de danske diskoteker dunker diskorytmerne. Sådan en god røvfuld 70er-disko- det er noget, der kan få folk ud på gulvet. Der var det ved 70erne, at de var en hel del anderledes end 60erne, og ikke så lidt mere glamourøse end de 80ere, som fulgte. Og netop 70ernes guld og glimmer- hele denne epokes staffage- synes at appellere lige nu. Sammen med diskomusikken, forstår sig. "Det er en retrobølge- der kommer altid en retrobølge ", siger sangerinden Caroline Henderson. Hun er iført en art guldbrynje, fremstillet af guldsmeden Jane König. En masse løsthængende, forgyldte kæder, der dekorativt og sensuelt snor sig om hendes chokoladebrune barm. Og dækker det meste, sådan da. Neglene- lidt for lange til at være helt hjemmegroede- har fået en gang lilla glitter, der går igen i øjenskyggen. Og hendes kraftige afrohår er arrangeret i champignon-facon. Alt i alt meget 70er-agtigt. På en eller anden måde lidt som et gensyn med en yngre Diana Ross, skønt Caroline Henderson ikke ser det helt sådan: " Diana Ross. Mere Donna Summer eller Amy Stewart, hvis du spørger mig.

Labert: Diskodronning , Politiken, 2000

"Men det er jo ikke sådan, at lægen siger, at jeg dør om et par år. Jeg skal bare lægge mine vaner om. Det er jeg bare alt for glad til. Jeg tror også, min læge synes det egnetlig er meget sjovt, det jeg laver. Han kan bare ikke sætte sig ind i min tankegang ", griner Morten Lindberg. "Vi gad ikke holde på os selv og lave pauser, når vi nu gerne ville igang igen ", konstaterer spasmager og trommeslager i Ray Dee Ohh Jan Sivertsen. Og den manglende pause har altså nu resulteret i en hurtig Ray Dee Ohh-lp fra Caroline Henderson, Maria Bramsen og bandet. Hurtig i den forstand af den efterfølger " Too ", som solgte over 200.000 eksemplarer, men også hurtig fordi den kun tog ti uger at indspille: "De to første lper arbejde vi med i næsten seks måneder. Det var vi ikke til denne gang ", fortæller Jan Sivertsen. Den hurtige plade er muligvis også skyld i den lidt ændrede Ray Dee Ohh-lyd. "Der er både hård rock, gospel og lidt blues på pladen ", konstaterer de to frontfigurer Caroline og Maria, og så gider vi ellers ikke snakke mere om pæn pop eller gider vi? "

Ingen tid til pauser, Berlingske Tidende, 1991

Det er ikke mere end nogle få dage siden at Maria Bramsen og Caroline Henderson i et direkte interview i BT, hvor RAY DEE OHH's fans havde mulighedn for at ringe spørgsmål ind på den hotte linie blev spurgt om Maria havde silikone i brysterne og Karoline om hun havde fået opereret sine læber. Pigerne havde da så en rig lejlighed til at dementerer begge rygter. Iøvrigt vandt de første 10 der ringede 2 ROCKSHOW-billetter. I tusind år drog Danskere ud. Hvad de præsterede, mørkt og lyst, har sin historie. Taler vi om Danmarks " udfarende kraft ", lyder det voldsomt, når vi måske lige ser bort fra vikingetiden.

Backstage 1992, Rockshow 1992

For nyheder om rytmisk musik kan vi anbefale Musikportalen musikblogs.dk
Arkitektur af Bergholt